Her op til det nye år, hvor mange gør sig tanker om deres sundhed i fremtiden, udkommer Min sultne hjerne: Hvordan usund mad forandrer hjernen og gør os større.
En højst usædvanlig og tankevækkende fagbog af forfatter og psykolog Anna Line Søgaard. Selvom den tager udgangspunkt i teori og forskning om hjernen, indeholder den også mange guldkorn til alle os, der kæmper eller tidligere har kæmpet med vægten.
”Hvad er et madsignal egentlig? Og hvad betyder de for vores oplevelse af sult?
Kan der være en anden grund til, at vi er sultne, end at vi er i energiunderskud?”
Anna Line Søgaards Min sultne hjerne er smækfyldt med oplysende forklaringer på vores madopsøgende adfærd suppleret med mange eksempler fra hverdagen. Herudover er der masser af gode råd til alle os, der ønsker at tilegne os viden, som i sidste ende kan hjælpe os med at ændre vores dårlige madvaner.
– Det betyder meget for mig, at Min sultne hjerne nu kan findes som lydbog på Lykkedal Forlag. Ideen til bogen udspringer af mit kandidatspeciale, så efterhånden er det et emne, jeg har nørdet i mange år. Bogen var et stort passionsprojekt. Derfor er jeg meget glad for, at den nu får lov til at leve videre på lyd. Jeg har siddet med mange mennesker overfor mig, der slår sig selv i hovedet, fordi de oplever, at de ikke har nok viljestyrke til at tabe sig. I den forbindelse har det været vigtigt for mig at slå fast, at hjernen modarbejder os, at kontrol ikke er vejen frem, og at det altså ikke er så nemt at tabe sig, som vi gerne vil gøre det til. Forhåbentligt kan det få os til at være lidt mildere mod os selv, fortæller Anna Line Søgaard.
Anna Line Søgaard har ønsket at indtale bogen selv. Det er blevet til en del ture fra Odense til Ølstykke.
– Det er min debut som lydbogsindlæser, og jeg er meget taknemmelig for oplevelsen. Jeg kastede mig ud i det, fordi jeg tænkte, det kunne være fedt at prøve. Lytteren må dog leve med, at jeg ikke er professionel, men jeg er helt bestemt blevet dygtigere og klogere undervejs, og jeg er glad for resultatet.
Du behøver ikke vente til januar, men kan allerede lytte til Min sultne hjerne fra 18. december. En bog, man bliver klogere af, jo flere gange man lytter.
Rundt om forfatteren
Anna Line Søgaard (f. 1989 i Esbjerg). Nu bosat i Odense.
Tidligere udgivelser:
Hjertevedhæng (2020), Byens forlag.
Et vink med en pandekagevogn (2021), Byens forlag.
Mellem linjerne (2021), Byens forlag.
Drømme er lavet af candyfloss (2022), Byens forlag.