Claus Holm og Simone Lindquist har i fællesskab skrevet en vaskeægte sørøverhistorie… men den manglede en lydbog. Det kunne Lykkedal heldigvis godt hjælpe dem med!
Lykkeriddere er en spændende fortælling om to unge pirater og deres første skattejagt. En bog som bestemt ikke går stille for sig. Men hvordan har forfatterne fundet hinanden? Og hvordan opstår en idé om at skrive en bog om pirater sammen? Det har vi spurgt Claus Holm og Simone Lindquist om.
Claus fortæller: Vi mødtes i sin tid da vi begge arbejdede for et forlag, og fulgtes hjemad i toget efter arbejde. Vi svingede godt sammen og begyndte så senere at spille rollespil sammen.
Simone fortæller: Vi mødtes i 2016. Jeg var i praktik på et forlag, hvor Claus arbejdede. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en del ting til fælles – blandt andet var vi begge vilde med pen&paper rollespil.
Claus: Simone blev redaktør og fejlretter på tre af mine engelske udgivelser, og vi snakkede en del om skrivning generelt.
Det lyder til at piraterne i forfatternes rollespil var kommet for at blive…
Simone: Ikke så forfærdeligt længe efter blev jeg og min veninde inviteret med i den kampagne, Claus’ gruppe var i gang med, og siden har vi spillet flere rollespilskampagner med samme gruppe. Og der er bare noget ved rollespil – det er svært at slippe karaktererne bagefter! Så da vi færdiggjorde en piratkampagne, havde vi begge ret meget lyst til at skrive om karaktererne, og vi besluttede at gøre det sammen.
Claus: Da vi så gennem et par år havde spillet et rollespil om pirater, genbrugte vi figurerne til at lave et nyt plot til en roman. Vi opridsede hele historien fra start til slut sammen og genbrugte nogle af de andre karakterer fra spillet på nye måder, på samme måde som jeg gjorde det i ”Skyggefjenden” serien og som Simone har gjort i andre historier, hun arbejder på.
Simone: Det blev så til ”Lykkeriddere”.
Det er nok de færreste forfattere der ligefrem har spillet rollespil over deres karakterer… og så i årevis. Der må være en masse research at holde styr på, når man stiger ombord på et sørøverskib?
Simone: Claus har altid været meget interesseret i pirater, og lavede en del research i forhold til historiske piraters liv, så vi kunne få detaljerne og alle de forskellige ting, der har med skibe at gøre, korrekte.
Vi har tidligere samarbejdet med Claus, men Simone kendte vi ikke i forvejen. Har det været en fælles beslutning at få en lydbog til Lykkeriddere og at kontakte Lykkedal?
Claus: Siden jeg udgav ”Skyggefjenden” -bøgerne har det været klart for mig, at en enorm del af fantasylæsere lytter til lydbøger. Derfor var det hele tiden mit ønske, at den skulle indlæses som lydbog. Jeg har arbejdet sammen med Lykkedal med fire tidligere udgivelser, og det var derfor et naturligt valg at gå gennem forlaget denne gang også. Jeg har denne gang valgt selv at indlæse bogen.
Simone: Jeg elsker, at der er så mange forskellige måder, man kan nyde en bog på. Det er så vigtigt, at litteratur er tilgængeligt for alle, og jeg kender mange, der lytter til lydbøger under transport, rengøring, sport … Så da Claus foreslog, at vi skulle høre Lykkedal, om vi kunne få en kontrakt på lydbogsversionen af vores roman, fordi han har gode erfaringer med forlaget, var jeg med på idéen.
Vi er glade for at I kontaktede os. Lydbogen er derude og den bliver flittigt hørt!
Rundt om forfatterne:
Simone Lindquist, født i København, 1990
Udgivelser:
Fantasyromanen Lykkeriddere
Medforfatter i novellesamlingen Evigheden med ”Tågens kærtegn.”
Claus Holm, født i Gentofte i 1976, og boende i Søborg
Udgivelser på dansk:
Fantasytrilogien ”Skyggefjenden” (Slaget ved Danubris, Slaget i Dostor, Slaget om Kejserstaden)
Kærlighedsromanen ”Månen over Østerbro.”
Novellesamlingerne ”De der vogter” og ”Uplink”
Medforfatter i antologien ”De sidste kærester på månen – Lige under overfladen 9.”
Udgivelser på engelsk:
Den overnaturlige thrillerserie ”Tempus Investigations”, tre bind.
Novellesamlingerne ”Dreams and Awakenings”, ”Between Above and Below”, ”The Tucson Time Traveler” og “Introduction to Isolation.”
“Lover’s Moon.”
Vil du købe din egen lydbog fra Lykkedal?
Læs om flere udgivelser her:
“Når lykken vender” udgivet på Lykkedal –
”Min sultne hjerne” udkommer som lydbog hos Lykkedal Forlag –
”Er du der, kommune?” får nyt liv som lydbog –
Mette havde ingen forfatterdrømme: Nu har hun udgivet sin tredje bog –