Der bliver brugt så mange timer bag skrivebordet på Lykkedal Forlag, at Susanne Lykke Michelsen ikke har haft tid til at fejre forlagets femårs jubilæum. (Foto: Birthe Johansson)

Susanne fra Lykkedal Forlag: -Den her jul har jeg arbejdet mere end nogensinde før.

Der bliver brugt så mange timer bag skrivebordet på Lykkedal Forlag, at Susanne Lykke Michelsen ikke har haft tid til at fejre forlagets femårs jubilæum. (Foto og artikel: Birthe Johansson)

Dagligdagen på Lykkedal Forlag er så travl, at der ikke har været tid til at markere den første milepæl.

Lykkedal Forlag kunne fejre femårs jubilæum i sommer, men det var der slet ikke tid til, forlagsejer Susanne Lykke Michelsen fortæller:

-Det har vi faktisk ikke fået gjort endnu, men det er en stor ting – og specielt for sådan et lille forlag.

Susanne er i tvivl om, hvorvidt der overhovedet vil komme en fejring – der har nemlig ikke været nogle stille stunder, hvor hun har kunnet læne sig tilbage og stable et arrangement på benene:

-Jeg har ikke sådan fri i hverdagene – der sidder jeg blandt andet og retter lydbøger til og sætter dem op i vores webshop. Digitale filer kan til tider være tidskrævende. Jeg har også været meget involveret i noget podcastproduktion her op til jul. Vi har haft travlt. Den her jul har jeg arbejdet mere end nogensinde før.

Om kap med tiden

Forlaget har fået ny webshop i november. Det har været en lang proces, hvor der har været løbet om kap med tiden, for den skulle være klar til årets julehandel:

-Vi har brugt rigtig lang tid på at teste, hvilken webshop vi skulle bruge. Vi har faktisk været gennem syv forskellige webshops, før vi fandt en, hvor vi tænkte: ’Det her er supernemt at arbejde med.’ Vi udgiver både lydbøger, e-bøger og fysiske produkter, så det skal både være nemt at sætte varerne op – og så skal det også se pænt ud.

250 bøger i regnen

En anden årsag til, at der har været ekstra juletravlt på Lykkedal er, at forlaget for første gang har udgivet en julebog, ’KIG OP!,’ som Susanne også har indtalt som lydbog. Bogen er blevet modtaget så godt af læserne, at forlaget ret hurtigt måtte bestille nye bøger fra tryk. Men det var lige ved at gå galt:

-Jeg havde bestilt et genoptryk på 250 bøger og så skete der det, at jeg kom hjem, og så stod der de her papkasser – ude i regnen foran min hoveddør!

Heldigvis var der ikke sket noget med hverken kasser eller bøger, men:

-Der sad hjertet godt nok oppe i halsen på mig, fortæller Susanne, -det er jo pap og papir, så det kunne hurtigt været gået galt.

Ny bog på vej

Oven i alt forlagsarbejdet er der dog én ting, som Susanne har taget sig tid til – nemlig at skrive en læs-sammen-børnebog for børn i alderen fem til otte år. Det bliver også muligt at købe en malebog, der tager sit udgangspunkt i ’Havlingen,’ der er historiens hovedperson.

-Der har faktisk ikke været tid til at skrive de sidste par år. Jeg har haft fokus på at få oversat nogle af mine bøger til engelsk og lige for tiden er det min femte bog, der er under oversættelse, fortæller Susanne Lykke Michelsen, der allerede er i fuld gang med at tilrettelægge Lykkedal Forlags aktiviteter i den nye år.

Se webshop her:
https://nmqqas-r5.myshopify.com/

Læs om forfatteren bag julebogen der skabte travlhed på Lykkedal her:
https://lykkedal.dk/2024/11/13/mette-havde-ingen-forfatterdroemme-nu-har-hun-udgivet-sin-tredje-bog/